Den 4. april 2009  kl. 08:50

”No Return”

Jeg prøver ihærdigt at forstå norsk, men det er dæleme svært, når det kommer fra en skrattende højtaler af tvivlsom kvalitet og afleveret så hurtigt at turen kun burde vare 3 min., men det betyder nok heller ikke så meget i 10.000 meters højde.

Jeg kom til Hanne og Sekker i går aftes. Vi fik noget god tyggebart mad og snakken gik til ca. midnat. Vi kunne godt have forsat, men jeg skulle op 05:30 og med en Taxa kl. 06:00, så vi tørnede ind.

I lufthavnen nåede jeg lige en smøg, inden jeg trådte ind af porten til en 40 min. lang kø.

Nu er jeg ikke vant til det der med at flyve, så til tider blev jeg lidt forvirret. Jeg skulle gennem 3 forskellige checkpoint før, jeg kunne komme til Gate. Ved det sidste var det lige før, de skulle tjekke mine brune streger i underbukserne. Det er ulideligt at rejse med fly. Der er så megen unødig ventetid/spildtid uden mulighed for en smøg. Selve flyveturen tager kun 3 t. 40 min., man skal møde 1½ time før afgang og det bliver garanteret det samme ved ankomst.

Ombord er her tæt pakket selv om selskabet har sat et ekstra fly ind. Det må være pgr.a. påskeferien. Desværre er det som en overgearet børnehave. Her vrimler med småunger, der råber, skriger, tuder, løber og er generelt enormt belastende. Mit største problem er, at jeg ikke kan ”sætte dem uden for døren” (Nu trænger jeg sgu til en 2 tre 4 fem pakker smøger).

Kl.. 16:06

Mens jeg ventede på køjesækken nød jeg roen, for alle ungerne var samlet om et vindue med legetøj. Af høflighed sagde jeg pænt goddag til Lene Espersen og familie. De havde været med samme fly. Hendes politiske observans kan jeg ikke lide, men hun er dæleme en flot pige.

Lars stod og ventede ved ankomsthallen og efter endnu et pænt goddag (her fik jeg dog også et knus), tog vi en taxa til havnen. I gummibåden sejlede vi ud til Pinocchio, som lå for anker ude i bugten. Her er 3 meter forskel i tidevandet, så man kan ikke ligge ved en fast kaj. Gummibåden blev hevet op og surret på fordækket. Ankeret måtte vi hive op med håndkraft, da spillet er kaput. Så lærer man 25 meter kæde at kende. Det tog godt 1 time at komme ud i Atlanten for motor. Nu er storsejlet og genuaen sat, og Lars styrer en SØ kurs. Vi skyder 5 knob og havet er dejligt fladt og roen hviler over båden.

Meget skal stadig ordnes, men det kan klares under sejladsen. Tid er der nok af i det her vejr. Jeg skal lige have en ”morfar”, da jeg er træt efter rejsen. Og er der et bedre sted at sove end i en båd, der sejler for sejl? Man slumrer stille og roligt ind, mens vandet driver hvislende forbi 2 cm fra køjen.

Kl. 22:30

Det blev ikke alene en ”morfar”, det blev til en hel ”Hans”, for jeg sov i 3 timer.

Lars har lige lagt sig, så jeg sidder i halvmånens skær og nyder tilværelsen. Vinden har lagt sig en del og er gået i SV, så vi sejler kun 4 knob på en halvvind. Vandet er næsten så roligt som i Langå Sø. Bliver vinden ved med at løje, må jeg nok starte motoren, hvilket ville være ærgerligt, for roen og den stille plasken er bare så dejligt.

Vi har været heldige, at vejret har artet sig så godt, for så har vi haft tid til i ro og mag at gennemgå båden. Der er mange ting endnu, jeg skal sættes ind i, og det skal nok nås. Det havde været mere besværligt om, det havde pisket ned i stænger og stået ind med en stiv østenvind.

Hvis den salige ro og fred varer ved i 5 uger, kan dette gå hen og blive en lang historie. Men lad os nu se. Vejrkortet siger hård vind fra øst på tirsdag, og holder det stik, har vi snakket om at blive en ekstra dag i Gibraltar (vi har dæleme også så meget på indkøbslisten).

Ind til videre er det gået godt. Vi har ikke haft nogle vanskeligheder med, at finde sammen igen, selv om det er ved at være nogle år siden sidst. Vi er jo også blevet lidt ”rundere” i kanterne, så det kan jo også være en hjælp J

5.4.09, kl. 20:15

Vejrudsigten holdt ikke. Da Lars overtog kl. 5 var det vindstille. Da jeg vågnede kl. 11 blæste en hård vind fra øst og søen var meget urolig. Motoren måtte virkelig trække. Strædet var meget ubehageligt, så vi overvejede at gå til Barbete, men vi havde begge Gibraltar som en psykologisk barriere og stædigheden sejrede over mageligheden. Fejlagtigt tror mange, at Gibraltar er Europas sydligste punkt, men det er det ikke. Tarife er det sydligste og ligger i Spanien. Her er strædet smallest og søen blev presset sammen til et kogende virvar.. Selv om vi måtte arbejde for fremdriften kunne jeg alligevel fundere lidt over det, at have et kontinent på hver side. Det er så flot med Afrika om styrbord og Europa om bagbord. Efter Tarife fik vi lidt læ i Gibraltarbugten, men anstrengelserne var ikke forbi af den grund. Jeg gik under dæk for, at se på kort, og jeg kunne konstatere, at vi tog vand ind. Lars fik efter nogen tid pumpet vandet ud hvor det hører hjemme, mens jeg prøvede at holde en rolig kurs. Problemet er et utæt stævnrørsleje (til mototakselen). Efter eksperimentering med forskellige omdrejninger, fandt vi, at vandindtrængningen kunne stoppes rimeligt. Hvis Lars kan skaffe en ny pakning, skal båden på land – ØV.

Nu ligger vi for Anker  i bugten, Da havnene er fuldt belagt. Her er en salig ro og vi er trætte.

6.4.09, kl. 10

Efter en god nats søvn gik vi i gang med at justere stævnrørslejet. Det blev strammet 2 mm., hvilket hjalp meget. Vi åndede lettet op og lod motoren køre i tomgang. ”Her lugter af brændt gummi, og det er ikke min smøg”! Røgen kom fra motorrummet. Efter en times fejlsøgning er vi kommet til den konklusion, at generatoren er brændt af. Den har fået for meget vand i går.

Lige nu overvejer vi at tage en flyver til Tenerifa og holde en måneds ferie på stranden J Nej – vi smider gummibåden i vandet og tager ind til byen efter reservedele (mange).

Kl. 18

Da vi ligger i Spanien var der rimeligt langt i 20 graders varme til Gibraltar by. Generatoren ligger hos en forhandler og er lige blevet checket. Den kan repareres, men delene kan først komme på fredag. En ny kan først skaffes efter Påske, så det er noget møg. Ellers har vi slæbt hjem af vandpumper, stævnrørsleje, whisky, rom, smøger, fittings – you name it!

Lige nu sidder vi i cockpittet og nyder et par kolde mens vi slapper af. Ingen af os orker at gå under dæk, for alt er splittet ad til ukendelig. Men vi skal i gang og vi starter med at få suget vand ud af bunden.

7.4.09, kl. 12:20

Vinden er tiltaget ca. 10 sekm. West. Min nat har derfor bestået af en del ”flyveture”, for jeg ligger i forkahytten, og forenden af båden hopper meget op og ned i søen.

Vi har endnu ikke hørt nyt fra generatormanden. Formiddagen er gået med, at få det sidste vand ud og vaske motorrummet og batterikassen. Batterierne er taget ud og nye installeres senere i dag. Selv uden generator kan vi til nød vedligeholde batterierne, da Pinocchio er udstyret med en vindmølle og 2 solpaneler, og med den nuværende vind lader møllen meget.

Når motorrummet er helt tørt, monterer vi den nyindkøbte dykpumpe. Så har vi både en automatisk og en manuel. Ikke fordi vi håber på flere utætheder – men!

Kl. 21:35

Det har blæst for meget til at bruge gummibåden, så vi har været flittige i båden. Den er nu tør indvendig og alle dørkplader er på plads. 3 tons tunge batterier er blevet skiftet på de mest utilgængelige steder (sagde jeg: ”Auv – vores rygge”?).

Den bedste nyhed kom for 1 time siden. Generatormanden har lavet generatoren og afleverer den i Gibraltar by i morgen ved middags tid. Det er fint, for så kan vi komme af sted mod Ibiza i løbet af i morgen (forhåbentlig). Vi bliver nød til at kalde havnene i morgen tidlig for, at få en plads ved kaj i 3 timer, da vi skal bunke diesel og vand. Vi skal også op efter generatoren, lidt mere proviant, og jeg skal hente 2 kameraer og de sidste kartoner.

Vi er ved at være matte i sokkeholderne og tørner snart ind i en aftagende vind uden de helt store natlige ”flyveture” til mig.

Vinden skulle holde sig i vestlig retning de næste 3 døgn, hvilket passer fint med sejladsen til Ibiza.

08.04.09, kl. 16:25

Natten blev ganske behagelig. Vinden lagde sig, og jeg lå stille i køjen. Ved 9 – tiden tog vi gummibåden ind til land og handlede al ”softwaren” i Spanien. Tilbage i båden og stuve tingene af vejen. Tlf. ringer med besked om, at generatoren er klar til afhentning. Jubi – vi kommer i gummibåden og ind til land. Vi manglede stadig et par småting, som blev handlet samtidigt.

Mandag havde jeg forhandlet en god pris på 2 kameraer plus det løse, men i dag var prisen en helt anden, og ikke de kameraer vi havde forhandlet om. Lars er vant til ”tyrkisk-marked”, så han blev en stor hjælp. Efter en times fik jeg det, som jeg ville have det. Vi skulle gå over grænsen til Spanien, så det var ikke skide smart at have 2 spritnye toldfrie kameraer i originalemballage liggende i posen, så vi fandt en plads på torvet ved et ledigt bord. Mens Lars fortærede Fish & Chips pakkede jeg ud og monterede begge kameraer. Emballagen røg i en skraldespand. Da vi gik gennem tolden med hvert sit nye kamera om halsen, en generator, en whisky, 2 kartoner smøger og 6 m. slange til dykpumpen, havde tolderne ikke en chance for at afsløre os (så ved du det til næste gang – Arne).

Vi gik straks i gang med at montere generatoren på motoren. Det blev lidt af noget mas, for en ledning måttes også udskiftes, men svedige og godt tilfredse skulle den afprøves. AK – ingen lade effekt (var vi blevet snydt?).  Nu fik jeg at vide, at alle problemerne først var opstået efter, jeg var kommet ombord J Lars fandt dog hurtigt en ledning, der ikke var monteret, og da det var ordnet, blev der ladet fint. Der er lige et problem med et relæ, men det kan ordnes undervejs.

Vi skulle nå havnen i Gibraltar inden kl. 18 for, at bunke diesel og vand, så Lars fik ankeret op med hånd og ryg kraft, mens jeg for motor prøvede at placere båden, så der ikke var træk på kæden. Vi nåede havn lige inden lukketid og fik bunket hvad skulles. Manden lukkede, og forsvandt, så vi kunne blive liggende ved kajen og klare det sidste.

Kl. 22:30

Vi stod ud af havnen kl. 19:20, og mens vi sejlede ud af bugten, skulle jeg afprøve det nye kamera. Det blev til mange billeder.

Ude i Middelhavet har vi sat kursen mod Ibiza, men måske går vinden i øst i løbet af natten (lavtryk), så måske ender vi i en havn på Costa del Sol.

Mens Lars stabiliserede båden på kursen, lavede jeg Chilli con Carne med overdrevent Hvidløg. Det burde kunne overgå lugten af sure sokker.

Kl. 24 tager jeg ”HUNDEVAGTEN”, SÅ Lars kan få sovet 4-5 timer.

9.4.09, kl. 14:15

Det blev en nat med fuldmåne og næsten ingen vind fra SØ, så motoren må stå for. Lars havde lige lagt sig, ikke oven på motoren, men den gik ned i omdrejninger og måtte slukkes. En køleslange var sprunget af, så motoren ikke blev kølet. ”Fuck Væth og upland” – kan der snart ske mere? Jow køleskabet kunne gå i stå J  Lars fik slangen på igen, men nu kunne vi holde højden for sejl, så motoren fik lov at hvile.

Det var bare enormt fedt. Pludselig lyder der et par plask agten om styrbord. 2 delfiner begynder at lege omkring båden. Desværre blev de kun i 5 min. Men det var en hel månedsløn værd.

Vejrudsigten, motor og alt andet lige valgte vi at gå til Puerto de Benalmádena. Vi arriverede kl. 7:45 og lagde os ved havnekontoret. Der sad en mand bag skranken, og han var vældig flink, men kontoret åbnede først senere. Vi regnede med, at skulle flytte os snarest, så jeg satte mig i sofaen og faldt i søvn. Jeg fik lige 4 timer med lukkede øjne, så skulle jeg tvinge dem op med magt, for kontoret og manden havde åbnet for service. Vi fik plads 1002.

Lars har været i byen, men alt er lukket (så sparede vi de penge). Vi er færdige med at montere dykpumpen, og et par andre små ting. Vi bliver her til i morgen, for nu er alt ordnet (undtaget ankerspillet), så Lars kan få lagt adskillige kilo værktøj, ledninger og manualer væk. Det er et arbejde, jeg ikke kan hjælpe med, da skipper skal vide, hvor tingene er.

10.4.09, kl. 12:00

Det blev en hyggelig aften i byen, kun pgr.a. os selv. Det er en rigtig Costa del Sol turistby med en frygtelig larm alle steder fra. Spanierne tror, at høj musik tiltrækker kunder, og det må åbenbart virke siden, de bliver ved. Vi fandt dog et rimeligt hjørne i inderhavnen, hvor vi kunne sidde i ro og mag med vores kaffe og cognac, mens vi kikkede på signorittaer. Stein Bagger har åbenbart også været her, for alle de store motorbåde er sat til salg. Så er det man bliver glad for en sejlbåd, der bare virker J

Idioten (Steffen) skulle lige vise, at man nemt kan omgå spaniernes sikkerhedshegn i havnen, så jeg kravlede uden om og faldt ned på kajen, med et par trykkede ribben til følge. Det gør Herre nas, men den næste uge er det forhåbentligt rolig sejlads mod øst, så jeg ikke skal anstrenge mig med fysisk arbejde. Jeg ved godt, at jeg er et gammelt fjols, men holder man først op med at lege, så er man rigtig gammel.

Kl. 19:45

Nu prøver jeg det. Havsejlads. Vi sejler langs Costa den Sol og vinden er meget frisk fra øst, hvilket er en god ting. Storsejlet er pillet ned af sikkerheds hensyn, men for rebet genua, løber vi alligevel 8 knob. Jeg har aldrig sejlet i den slags bølger, men det er bare ”fedt”. Pinocchio er et godt skib, og hun rider fint på bølgerne. Lars har heldigvis fået løst med de fleste ting, der rutcher frem og tibage, så ud over mine tænder, er der ikke så meget der er løst. Det skulle lige være Lars, der ”er løs på tråden”!

Om alt går vel – kan vi se land på Ibiza om 3 døgn.

11.4.09, kl. 15:20

Lars tog ”hundevagten”. Da jeg kom op kl. 5, var det flot måneskin med frisk vind fra vest. Ud for Costa de Gata blev vi indhentet af de største bølger, jeg har oplevet. Mennesket er en rimelig fexibel størrelse, nu har jeg lært at være på lokum i 3 meters høje bølger. Vinden har i løbet af dagen været lidt ustabil, men nu er her rimeligt roligt, og vi skyder en god fart. Vi er tæt på at sætte ny døgnrekord. Vi har sejlet 184 sømil det sidste døgn (og storsejlet har slet ikke været oppe).

Kl. 17:10

Vi har sat storsejlet og kører ca. 5 knob på en slør. Her er rimeligt fredeligt, men vi ruller en del i søerne.

Nu er den første uge gået. Selv om ingen af os er særligt musikalske, så har vi alligevel fundet en god ”rytme”. Vi er begge indstillet på, at det skal være en god tur, så der er mærkværdigt vis ikke blevet vrisset en eneste gang. Men nu ser vi heller ikke så meget til hinanden.

Her kl. 18 tørner Lars ind, og jeg går op.

12.4.09, kl. 10:50

I aftes gik vinden i nord og friskede, så det var muligt at holde en østlig kurs. Vi lagde over og kursen blev sat mod Sardinien. Her fra er der godt 463 sømil, hvilket er 3 døgn mere på havet, så nu skal der klippes rationeringsmærker.

Middelhavet er absolut ikke det azurblå solbeskinnede hav, jeg havde glædet mig til. Det er meget utilregneligt. Vinden kan skifte pludseligt og søen sætter ind fra alle sider, og så er her pisse koldt. Selv med tykke trøjer og termokedeldragt fryser vi, specielt om natten.

Lige nu er det, som at sejle i en balje vand, der bliver godt rystet. Søerne kommer fra alle mulige retninger, og det tager en del af farten. Vi er blevet enige om, at vi sejle lige så meget op og ned som frem.

Kl. 18:10

Jeg kom på dæk kl. 17, og Lars er gået ned. Vi vil til at køre 4-timers vagter, da 6 timer er for opslidende.

Søen er stadig urolig, men den har lagt sig en del. Vinden er taget af, så motoren må atter arbejde. Det bedste er at solen nu skinner og varmer dejligt (det var fandeme også på tide).

Mine ribben værker stadig, så der står vand ud af øjnene. Et par piller tager lige det værste overtryk, men ikke nok. Lars må derfor stå for det hårde arbejde med at få sejl op og ned, mens jeg styrer og ømmer mig. Det må være frygteligt irriterende for ham, at høre på den ynk.

Den voldsomme trafik, der skulle være hernede, har vi ikke set meget til. På en uge har vi set en sejlbåd 6-7 fragtskibe. Men det kan jo være det kommer længere øst på.

Ellers er her meget fredeligt. Som skrevet, er vi ikke meget sammen. Den ene sover, mens den anden holder vagt – og omvendt. Der er også lidt tid til læsning eller kryds & tværs.

13.4.09, kl. 8:15

I nat tog jeg ”Hundevagten”, og jeg forlængede den til syv timer, så Lars kunne få en god lur, som han trængte til.

Et lavtryk over Messina Strædet giver os hård vind fra NV, så vi sejler kun for rebet genua, men går alligevel 6 knob.

Her til morgen er kortplotteren stået af. Vi har en lille GPS, der viser længde og bredde, så dem må vi notere hver time. Nu er det spændende, om vi kan finde vej ved hjælp af det og et papiroversigtskort. Det er lige det – man skal aldrig belave sin navigation 100% på elektronik. Det kan gå i stykker (det var så lige dagens morale).

Vi trænger til tørt varmt vejr og roligt hav. Opvasken bygger højere og højere, men det er umuligt at vaske op i denne rullen og hoppen. Vi må være tålmodige, for lavtrykket går først i opløsning på onsdag, så før kan vi ikke forvente den store vejrforandring.

Kl. 11:50

GPS´en og kortplotteren er begge Garmin, og de har samme antenner. Lars byttede rundt på dem, vupti – så virkede kortplotteren og GPS´en døde. Fejlen var fundet. Lars skilte den defekte antenne for, at lede efter evt. fejl. Stor blev vores forundring. Indmaden var ikke andet end et rør af stanniol med nogle slidser i. Hvordan kunne noget så simpelt gå i stykker? Vi vendte og drejede den. Vi kikkede gennem lup, men kunne intet ”unormalt” se. Vi må finde en ny antenne på Sardinien. Vi skriver stadig vores position hver time – just in case!

14.4.09, kl. 02:15

Kl. 01 overtog jeg vagten efter Lars (hvem ellers?). Vinden har hele døgnet ligget stabilt i NV 6-7 sek.meter, og vi sejler en agten for tværs (slør). Søen er blevet mere jævn, og vi skyder mellem 6-7 knob. Der er 177 sømil tilbage til Sardinien. Holder dette vejr, kan vi være der en gang på onsdag. Men her er stadig skide koldt og vådt, så vi håber på bedre vejr, når lavtrykket er væk.

Kl. 13:45

Natten blev begivenhedsløs. Vinden blev stabil og søen mere rolig. Skyerne var ved at gå i opløsning og månen tittede frem Skulle jeg tage det som et godt tegn?

Kl. 8 stod Lars op. Han satte sig og tjekkede vejrkort over kortbølgeradion. Noget tydede på, at lavtrykket næsten var væk, men et nyt er under opbygning over Det Ægæiske Hav. Det kan godt give os et par dage med godt vejr.

Vinden er nu i SØ og søen næsten flad, og solen skinner fra en skyfri himmel. Vi har lige sat storsejlet og holder en god fart. Det er jo sådan det skulle have været hele tiden! Lars er af den opfattelse, at der ikke er forandret noget for, vi holder kursen og skyder godt 6 knob J

Kl. 17:30

Vinden er gået i syd og har lagt sig yderligere. Motoren må atter trække – vi skal for pokker nå Tyrkiet inden den 9. maj J

Efter storsejlet var sat, sætter Lars sig i cockpittet og nød solen. Jeg var grundig træt af, at se på opvask alle steder, og nu var chancen her. Jeg kunne stå fast uden at skulle holde med den ene eller begge hænder, så jeg startede organiseringen af et større projekt. 4 døgn på et uroligt hav efterlader sig sine spor i kahytten, og hvad Pinocchio medbringer af service i skabe og skuffer, er ikke småting. Efter 2½ time var der klaret op i kabyssen, og jeg var tilfreds. Da Lars kom ned, følte han sig som fremmed i eget hus, ”for så´n plejer det altså ikke at se ud!”

Kl. 21:25

Vi var begge oppe hele eftermiddagen, og det var hyggeligt at få snakket lidt igen. Ca. kl. 18:30 lagde Lars sig, hvilket kun kan betyde, at han tager hundevagten i nat!

Det var en flot solnedgang lige agten for os. Månen er ikke fremme, men her er stjerneklart over os. Kommer vi længere ned, er her bælleravende mørkt. Jeg kan ikke se horisonten eller noget på båden. Det er lidt ubehageligt.

Kl. 23:04

Hvorfor her er så mørkt skyldes tågebanker ved vandoverfladen.

Himlen er klar og spækket med stjerner. Det er et imponerende endeløst syn. ”Professoren” ville have nydt at sidde her lige nu.

I det svage lys fra plotteren og kompasset kan jeg se tågeklatterne glide forbi os. Det ligner grå næsten gennemsigtige væsener, der drager tæt forbi båden, for at komme videre ud i en hvileløs vandring på havet. Når disse væsener kommer mellem mit synsfelt og de laveste stjerner, bliver stjerne slørede, og i mørket virker det som om, de kommer nærmere. Jeg kan næsten række hånden ud og røre ved dem, mens deres brødre over tågen ligger uopnåeligt langt væk. Forunderligt – noget der måske i dette øjeblik er brændt ud eller tusinder af lysår borte, kan være så nærværende og lege med det lille menneske. Nej – Homo Sapiens er et meget lille partikel i dette kosmos af uendelighed.

15.04.09, kl. 08:40

Nattens sejlads var stille og rolig. En svag vind fra øst (lige mod), fladt vand og en himmel spækket med stjerner lagde en dejlig rolighed over Pinocchio. Tågen lettede midt på natten, og vi kunne atter se havet.

I morgengryet spottede vi land. En lille klippeknold øst for Sardiniens sydkyst. Man får en mærkelig følelse af højtidelighed efter næsten 5 døgn på åbent hav, når man første gang ser land. En blanding af glæde og vemod. Glæden ved at komme i havn og nyde facilliterne (fx et varmt bad), og vemod ved, at man skal afbryde en nu indarbejdet døgnrytme i en ubeskrivelig frihed under ansvar.

Jeg kan være bange for, at mit vemod kan tage overhånd, når jeg skal forlade Pinocchio i (forhåbentligt) Tyrkiet. Jeg er nu ved at være ”dus” med båden, og føler mig tryg om bord.

Kl. 11:55

Vi er nu på vej ind i bugten til Cagliari, den største by på sydkysten. Sejlene er pillet ned, for der er ingen vind, solen skinner fra en skyfri himmel, og havet er endelig ved at tage en azurblå farve.

Vi har en lang dosmerseddel til indkøb. Både proviant og udstyr. Båden skal klares op med rengøring, udskiftning af tovværk m.m.. Men jeg rører mig ikke ud af flækken, hvis der er Internetforbindelse. Er der det, vil jeg ikke kostes rundt med, før jeg har brugt 1 time (eller 2 måske 3)  J

Kl. 19:55

Vi lå fortøjret kl. 16 i den gamle havn. Det var mærkeligt at komme på fast grund igen – den ville ikke stå stille. Jeg som troede det hed ”fast grund”. På havnekontoret brokkede vi os meget over døgnprisen på 30 euro. Her er ingen facilliter andet end vand og el på broen samt et ikke for fint bad og toilet. På kontoret var ansat 3 mand, der skulle have løn – vi skulle betale 30 euro.

For at komme op til byen, skal vi gå et par km. eller 4, men mens vi stod mellem Pinocchio og havnekontoret, blev vi impulsive og vandrede op i byen. Vi var et kønt syn. Dødtrætte og i ikke for velduftende tøj, der for længst havde mistet pressefolderne. Det er en flot by, som jeg glæder mig til at se i morgen. I dag vandrede vi bare rundt og fandt til sidst et sted, hvor vi kunne spise lidt aftensmad.

Nu sidder vi i Pinocchio og kan ikke tage os sammen til at tørne ind. Jeg ved ikke om det er overtrætheden, der gør os handlingslammede som grillkyllinger på spyd eller om, det er bevidstheden om, at båden nu er fast fortøjret i havn, og vi nu har ”fri”.

17.4.09, kl. 14:15

2 overnatninger i Cagliari gav os 2 lange ”sovninger”. Ovre i yachthavnen havde Lars fundet en udstyrsforretning med ophørsudsalg og minus 50 % på alt. Det er jo uimodståeligt, så det har sikkert kostet ham en del euro J Jeg fandt for resten også lige et par små ting, jeg absolut manglede!

I går vaskede Lars båden udvendigt, mens jeg rendte forvirret rundt oppe i byen. Jeg skulle finde et posthus, for at sende et kamera hjem til Sekker, så jeg er fri for at slæbe rundt på det. Så skulle et apotek findes, for indkøb af noget smertestillende. Sidst gjaldt det en netcafe. Alle 3 ting blev klaret, men det tog over dobbelt så lang tid, som havde det været i DK. For det første lærer italienerne åbenbart intet i skolen. Selv teenagere har et minimalt kendskab til engelsk. Men det er flinke mennesker, der gestikulerer og peger mens der kommer en uendelig ordstrøm fra deres mund, når man spørger om vej. Desværre er mit kendskab til italiensk lige så stort som mit kendskab til kinesisk, så jeg fattede ikke en brik.

For at sende en sølle papkasse til DK, skulle 2 kvinder og 1 mand involveres i godt en time. De snakkede mere end de handlede, mens jeg intet kunne stille op. I det hele taget har jeg de sidste 2 dage oplevet et for mig totalt fremmed system. Flinke folk, men ineffektive. Der skal altid 3 til at lave 1 arbejde. Der snakkes mere end der handles. Jeg håber ikke EU-harmoniseringen kommer i Italiens fordel, for det rækker min tålmodighed ikke til.

Kl. 11:30 havde vi bunket diesel og stod ud af havnehullet. Kursen er sat mod Sicilien. Vejrudsigten har lovet regn og skiftende vind. Vi satser på at nå Messinastrædet om 2-3 døgn, men bliver det for surt, kan vi gå til Palermo og afvente bedre vejr. Eller hvis vinden går i NØ, kan vi gå syd om Sicilien. Men der er lige et par døgn til den beslutning skal tages.

Kl. 23: 35

Der er noget helt ”galt”! Siden afgang fra Cagliari har vi haft fladt vand, en SSØ vind og skyder 5-6 knob. Båden er rolig, men arbejder sig stille fremad. Her i mørket virker det spøgelsesagtigt. Man kan sætte en kop kaffe fra uden den straks vælter og spreder sit indhold ud i alle kroge af Pinocchio, og man kan færdes rundt uden, at skulle holde fast i alt. ”Det er for godt til at være sandt”! Men hvad er sandt? Det må være ”nuet”. Om 2 sekunder er det noget andet. Så er vejret måske skiftet, også det er ”sandt”. Nej – vi har 2-3 døgn foran os med åbent vand, og alt kan ske. Nyd dit ”nu” – Hr. Skov – og tag det ”sande” som det kommer.

Lars har langt om længe lukket øjnene. De 2 nætter i Calgiari har taget os ud af vores rytme, så jeg bliver på posten til jeg ikke kan mere. Jeg startede kl. 19, men der er ingen grund til, at vi begge er halv trætte fordi, jeg absolut vil afløses på et bestemt tidspunkt. Jeg har alligevel også svært ved at løsrive mig fra denne saglige ro, der i øjeblikket (nuet?) hviler over Pinocchio. Det er som om, selv Lars i sin søvn respekterer det, for der kommer ingen snorkelyde fra køjen J

Kølvandsstriben ligger som en lysende strakt snor efter os. Det er havets ildfluer, Morild – planktonorganismer der lyser i havvand ved pirring. En nat for mange år siden tog jeg en dykkertur en mørk nat i morildvand. Strakte jeg armene ud og spredte fingrene foran mig, blev de omdannet til 10 stjernekastere. Min makker blev ligefrem ”køn” at se på, som en selvlysende skikkelse i det kulsorte vand.

Er vores lysende kølvandsstribe ”nuet”, der sejles agterud?

18.4.09, kl. 12:40

I nat ved 4 tiden overtog Lars kommandoen. Den sidste time havde jeg blundet et par gange, så jeg var opbrugt. Jeg har åbenbar været træt, for jeg sov 7 timer uden at skulle op og ”gammelmandstisse”!

Vejrudsigten holder ikke. Vi sejler for storsejl og motor stik øst, mens en meget svag vand fra syd prøver at skubbe på storsejlet. Kursen er sat lidt højt, men hvis vinden som varslet skulle gå i NØ, så har vi plads til at falde af på. Vandet er fladt og solen skinner, mens mine sokker hænger til tørre på søgelænderet. For 5 min. siden så jeg en delfin et par hundrede meter ude kl. 5, men den har ikke vist sig siden. Man skulle ellers tro, de ville være mere synlige i dette vejr, men de er åbenbart ikke legelystne. Godt eller dårligt varsel?

Lars har brugt den sidste time til at sortere madvarer i styrbords hylde. Ligegyldigt hvad, så blev det med hård hånd sorteret efter datomærkningen (kun en flaske gammel whisky havde undgået massakren). Efter oprydningen var der kasseret føde nok til at holde 2 mand i live 3 gange over Atlanten. Jeg bemærkede at hylden er lavet af træ.

Vi har 70 sømil til Palermo. Herfra er der godt 100 sømil til Messina. Vi har snakket om at leje et transportmiddel (ikke cykler) for, at komme op på Etna. Etna er Europas største og mest aktive vulkan. 3340 m. over havet er toppen, så det passer mig fint med et motoriseret køretøj.

Vi er nu ½ vejs til vores ønskede mål, og herfra kan turen deles op i 2 til 3 døgns sejladser, hvilket passer fint til vores blide temperament J Sandet i timeglasset løber hurtigt, så i stedet for at sejle til Kreta, vælger vi at sejle gennem Korinthkanalen. Men nu skal vi først lige have overstået det Thyrrenske Hav og Sicilien efterfulgt af det Ioniske hav.

19.4.09, kl. 03:15

Kl. 01 blev jeg purret. Efter vi havde 20 liter diesel på tanken tørnede Lars ind. Her er ingen vind og fladt vand, så motoren kører stadig. Det har den fordel, at opvasken bliver holdt i ave.

I aftes havde vi fint besøg. En lille guldspurv søgte hvil hos os. Den var da også kommet langt hjemmefra, for nærmeste land var 60 sømil borte. Vi serverede vand og brød for den, men det interesserede den ikke. Den fløj ned i kahytten og satte sig over Lars´ køje. Det passede ham absolut ikke. ”Den skal fandeme ikke sidde og skide på min dyne”! Vi fik den gennet op i cockpittet, hvor den spankulerede rundt og inspicerede hver en krog, som om den var ansat ved arbejdstilsynet. Den blev en lille time – så var den fugl fløjet.

Kl. 08:58

Kl. halv seks friskede vinden nok fra N til, at jeg kunne sætte sejlene og slukke motoren. Det var dejligt med noget ro. Nu havde den også kørt i 24 timer. Selv om det er en ny marineseret Ford Escort motor, så larmer den, men man lærer at ignorere larmen. Dog savner man den ikke, når den er slukket. Freden varede dog kun 2 timer, så flovede vinden, og motoren måtte startes igen.

Vi er begyndt at høre de italienske vejrmeldinger over VHF´en. Jeg synes den danske frk. Klokken er mere levende at høre på. Lars skriver det ned, han forstår, mens jeg noterede det som ugens Lottotal. Det er jeg nu holdt op med, da jeg ikke har en Lottokupon.

Vi har nu 60 sømil til Messina (ca. 10 timer). Så skal jeg nok have et bad. Her begyndt at blive mistænkeligt tomt for fluer og andet småkravl, og Lars skal altid i cockpittet, når jeg sætter mig ved siden af ham i kahytten for at konversere høfligt. Og jeg beholder endda skoene på.

Kl. 15:30

4½ time i køjen tager man ikke skade af. Vejret er ”begivenhedsløst”, så Lars havde kedet sig bravt, hvilket resulterede i en hjemmekonstrueret GPS-antenne. En ledning og noget stanniol. Den kunne modtage svagt, men ikke nok til funktionsduelighed. Vi blev enige om, at ”fremskridtet” bygger 100% på langturssejlere, der keder sig. Jeg er ved at tømme en dåse øl, og når det er gjort, vil jeg eksperimentere lidt med den tomme dåse, måske kan den blive til en antenne.

Vi er ved at passere en række små vulkanøer, der ligger vest for Messinastrædet. Desværre er her diset pgr.a. temperaturforskellen luft og vand imellem. Vi burde kunne se Etna, men det er heller ikke muligt.

Kl. 23:50

Vi sejlede gennem strædet mellem kl. 20:30 og 21:30. Desværre var det mørkt, men begge sider af strædet er tæt bebygget, så skråningerne lignede lysguirlander på et juletræ.

På det smalleste sted står Scylla og Charirybdis på hver sin side og lokker søfarende til sig. Jeg havde gjort klar til at binde Skipper til masten, men vi kom igennem uden problemer.

Vi ligger i Messina havn. Her er en gevaldig trafik på vejen ned til havnen og færgerne ræser frem og tilbage. I Cagliari var vi fortørnede over 30 euro for en overnatning. Her tager de den underlyneme 60 euro for samme. Skammeligt – gid Scylla og Charirybdis tog dem!

Der bliver ingen ekstra overnatning til den pris, så Etna må vente til en anden gang. Måske er vi heldige i morgen og finder lidt vind?

20.4.09, kl. 14:20

Messina. OK – der var varmt vand i bruseren og forholdende var renlige (før jeg kom), så lidt har vi da fået for de 60 euro. En dieselstander findes selvfølgelig ikke på havnen, så vi har gået et par gange frem og tilbage med 20 liters dunke. Det er livsfarligt. Vi skulle krydse en trafikeret vej, men her hjælper hverken fodgængerovergange eller øjenkontakt. Disse folk kører som gale mennesker i radiobilerne i Tivoli.

Nu er der skiftet brændstoffilter og motoren har fået en kærlig hånd. Vi vandrer lige en kort tur op i byen, selv om den ikke trækker specielt.

Kl. 16:44

Det er et rædselsfuldt sted, som ikke falder i min smag. Hele byen er mere rodet end mit skrivebord, og befolkningens ligegyldighed irretterer mig. Man efterlader sin bil, hvor det passer en uden hensyntagen til resten af verden. Affaldet flyder alle steder, og det  hele ser misligholdt ud. Skal man se noget vedligeholdt, skal man gå i kirke og se på alteret.

Det er et skident vejr, men nu sejler vi ud. Vi delte lige 2 gode pizza oppe i byen.

21.4.09, kl. 09:30

Vi kom ud af havne i går kl. godt 17. Det blæste fra syd, så vinden og bølgerne blev presset op i ”tragten”, og et par byger skulle vi da lige have med på vejen, som om Messina ville sige pænt tak for besøget. Skyerne lå mørkt og lavt over land. Vi kunne slet ikke se baglandet. Etna fik vi aldrig set pgr.a. skyer og dis, så det var godt vi ikke lejede noget motoriseret og kørte derop, for i dårligt vejr bliver der lukket for adgang.

Mens Lars styrede ud af strædet, var jeg ved at fortælle et eller andet, da jeg går helt i stå. Et par hundrede meter bag ved Lars´ hoved kom en delfin lodret ud af vandet. Jeg kunne se hele dyret, før den faldt ned igen. Jeg troede, det kun var på film, man sådan et flot syn.

Natten var begivenhedsløs overskyet og kold, men en god vind bærer os stik øst over Det Ioniske Hav. Nu har vi små 200 sømil til de første græske øer.

22.4.09, kl. 05:40

Ved midnat blev Lars indhentet af en tordenstorm. Det blev bælle ravende mørkt mens lyn, vand og vind kom væltende. Han måtte rebe genuaen til lommetørklædestørrelse (rebe: at gøre sejlet mindre). I dag er det nemt at rebe forsejl. De fleste har monteret rullereb. Det er en trommel monteret nederst på forstaget forbundet med en line til cockpittet, så man kan rulle sejlet omkring forstaget og dermed mindske sejlets areal. Det er rart ikke at skulle på dæk, for at ordne sejl, for det er som regel dårligt vejr, når det er nødvendigt at rebe.

Jeg overtog ved godt 1 tiden, og efter en kort briefing tørnede Lars ind.

Mod nord var det rimeligt klart, men mod syd var det sort som en kulkælder. Jeg kunne ikke se kimingen, det var som om den var rykket op på himlen. Som en mur af sort vand. Horisonten der oppe var ikke diffus, men lige som en strakt snor. Over den var himlen uendeligt fyldt med stjerner og Mælkevejen – virkelig en kontrast. Et par lyn glimtede i ”muren”. Åh nej – skulle jeg nu også have en omgang. Der var mange stjerneskud i den klare del af himlen, så jeg ønskede så inderligt, at jeg ville blive forbigået af uvejret. Det kan jeg godt anbefale, for det hjalp. I løbet af natten gik det hele i opløsning, og jeg slap fri.

Her i morgengryet har vinden lagt sig, så motoren må igen trække. 65 sømil til Grækenland.

Kl. 12:00

3 timer i en rolig forkahyt gav mig en god søvn, da jeg ikke skulle koncentrere mig om andet end at sove.

Solen skinner fra en skyfri himmel, og for første gang, kan man sidde i skjorteærmer. Måske er jeg blevet meget brun, men det er fra panden til øverste del af halsen og fra fingerspidserne til håndleddet.

Lange store dønninger løfter og sænker Pinocchio roligt, som var det en gigantisk elevator. De må være fra nattens storm, som vi heldigvis kun fik en snert af.

Vi har nu visuel kontakt med Grækenland. 35 sømil tilbage (6 timer).

Kl. 18:30

Vi ligger nu fortøjret ved en gammel mole i en skøn bugt. Øen hedder Nisos Zákinthos og molen hedder N. Áy Nikólaos. Det er første stop efter Det Ioniske Hav før, vi skal ind i strædet nord for Peloponnisos for på lørdag (måske fredag) at gå gennem Korinth Kanalen (i den østlige ende, vi kommer fra vest).

Her er utroligt fredeligt, og vi nyder roen og udsigten. Ingen motorstøj, ingen hylen i riggen, men kun totalt spejlblankt vand og fuglesang fra bjergsiderne. Det sidste har jeg ikke hørt siden, jeg forlod DK.

Turen til Korinth er ca. 130 sømil, og det er ikke havsejlads, så det bliver spændende, at prøve noget nyt. Men vi skal også ind i en ny ”rytme” de næste 2 – 3 døgn. Vi vil op kl. 6 i morgen, for at sejle de 50 sømil til Patras, hvor vi skal indklarere i Grækenland. Her er ingen EU´s fri bevægelighed over grænserne.

23.4.09, kl. 07:05

Efter at have indtaget Steffens gode æggekage og en fl. Rødvin, tørnede vi ind kl. 21:30

Kl. 6 larmede min tlf., hvilket den også var blevet bedt om.

Der er ingen morgenritualer hos Lars. Jeg skal have kaffe og smøger før, jeg kan bevæge mig, men allerede 10 min. senere havde Lars taget fortøjningerne. Nu ville han gerne have rakt en kop varm kaffe op!

Vinden er i øst og tunge skyer ligger over bjergene.

Kl. 12:15

Hele dagen i går havde vi det pragtfuldeste vejr. Vi sad og snakkede om, at nu efter 18 døgn endelig havde Middelhavsvejr, og båden havde vi fået ordnet, så det hele kørte bare i lutter idyl – dejligt.

Det skal man ikke sige højt!

Da vi kom fri af øen og gik mod NØ, blev det et værre møgvejr. ”De tunge skyer over bjergene” faldt ned over os med vind og piskende regn til følge. Føj for pokker – hvor det var fælt, men bag det mørke åbnede sig noget lyst, så mon ikke der kom opklaring? Opklaringen udeblev og vejret blev kun dårligere med stiv kuling og søer lige imod og regnbyger, der vaskede alt (selv mine sokker) og slørede udsigten. Vi snakkede netop om at finde den nærmeste havn, da selvstyren brokkede sig. Jeg prøver at rette den til, men intet sker. Så prøver jeg at styre manuelt også uden resultat. Vi har ikke kontrol over båden i dette vejr – ”shit man”.

Lars må i gang med at tømme indholdet at Pinocchios kistebænk for at komme til rorstammen og nødroret (stor kistebænk med indhold), men regnen pisker ned og gennembløder alt. Mens båden bare driver med vind og vejr, og jeg holder udkig, banker og regerer Lars under mine fødder. Efter en times slid stikker han hovedet op, og siger jeg skal prøve manuel styring med meget rolige bevægelser. Jeg kan nu godt mærke, at der nu igen er modstand i roret. En enkelt lille styrebolt er knækket, men Lars fik det det ordnet med et par snore. Kræfterne er enorme i en sejlbåd, så det holdt ikke. En alt for kort nødrorpind blev fundet frem af dybet og monteret. Indtil vi kom ind på kursen måtte vi begge bruge alle kræfter for at holde båden. Vi skiftedes til at styre, for man kunne ikke holde så længe af gangen. Efter et par timer nåede vi ind til samme moleplads, vi havde forladt her til morgen.

Kl. 14:06

Styrestangen er nu afmonteret og studeret nærmere. Bolten er ikke knækket, men en dårlig svejsning har tabt hovedet, så styrearmen kunne glide af lejet. Det kan vi selv lave med noget ”hjemsløjd”, men når siestaen er færdig, går vi op til fiskerne og spørger, om de har et svejseapparat.

Selv Lars gider nu ikke mere denne ”overlevelsestur”, så når roret er ordnet, sejler vi til Póros, en lille ø 25 sømil syd for Athen. Her bliver Pinocchio sat på land. Vi når ikke Tyrkiet i denne omgang.

Kl. 19:58

Vi havde nu fundet fejlen, og blev rolige (det er rart at have tjek på problemerne), så vi lagde os til en morfar. Da min morfar var overstået, var Lars stadig i gang med en ”Hans”, så jeg tog problembolten i lommen, og i regnvejret fandt jeg Dimitrio. Han svejser i alle former for stål, og han lavede et flot arbejde med bolten.

Tilbage i båden og regnvejret måtte jeg nødvendigvis stolt vise arbejdet frem, så han kunne fornemme, at jeg kan være lidt nyttig. ”Det var sgu flot”! Og der var ikke 10 min. opvågning, før Lars lå under dørken og regerede, mens jeg sad i regnen og holdt rorpind og rorhjul. Efter banden og svovlen på godt gedigent havnearbejdersprog (der ikke bliver gengivet her), fik vi alting på plads, så det burde virke igen.

Dimitros og hans søster har arvet en tankstation, en restaurant og et hus. Vi sidder nu i restauranten, som også er deres stue og hygger os. Dimitros har tændt op i pejsen for at vi kan få varmen og søster Katharina kan lave maden. Det er dejligt afslappet efter dagens strabadser.

24.4.09, kl. 11:07

Det blev en brat opvågning efter en hyggelig aften hos Dimotros, Katharina og deres venner. Kl. 5:30 havde vinden vendt og dønningerne pressede os ubehageligt mod molen. Vi måtte væk! Ud i bugten og ligge for anker? Nej – roret fungerede upåklageligt og det regnede støt, så hvorfor ikke sejle til den sydlige del af øen i modvind og indklarere officielt? Vi kom til Kyzinthos og fandt en plads langs kajen. Her er ingen dønninger, men vi ”dønninger” stadig på land. Vi bliver her natten over og venter på bedre vejr. Helst noget solskin, så vi kan få tørret ALT.

25.4.09, kl. 12:23

I går den 24. fik vi ordnet det praktiske med havnemyndighederne og i transitloggen var de selvbestaltet flinke nok til at tilbagedatere vores ankomst til Grækenland. Vores historie om roret og det dårlige vejr, virkede åbenbart troværdigt på dem.

5 min. senere kom en stor mand på en alt for lille knallert, og spurgte om vi skulle have vand. ”Nej – det skulle vi ikke”! Det forstod han ikke. Mit NEJ blev først accepteret i 3. version. Her tapper man hverken vand eller el. gratis. Den store mand på den alt for lille knallert har rettighederne, og kører rundt på sin alt for lille knallert, for at tjene penge på os ludfattige sejlere (havde det været i vikingetiden så skulle jeg – skulle jeg – ja, jeg skulle så).

Alt var gennemblødt, så det skulle tørres. Cockpittet lignede efterhånden en italiensk baggård. Mens Lars faldt i staver over en flaske Ouzo, gik jeg i byen for at finde et par passende sandaler. Det var ikke så nemt. Her forhandler man åbenbart kun fodtøj til kvinder. Efter henvisninger fra kvindelige ekspedienter i 4 forskellige skobutikker, fandt jeg en butik, der på loftet havde et par sandaler, jeg kunne bruge. Da jeg skulle betale, var det pludselig en køn kvinde på min alder, der overtog. Jeg mente at have set hende før i de andre butikker, så jeg sagde: ”You are here there and everywhere”? ”Yes”, sagde hun, ”I own all shoeshops arround here”. Jeg inviterede hende til at sejle med til Athen, men rød i kinderne afslog hun det gode tilbud med et: ”work”. Hun kunne dog anbefale en god fiskerestaurent omkring hjørnet. Efter at have taget en ”Zorba” i mine nye sandaler ringede jeg efter Lars, og inviterede ham på aftensmad. Vi fik til forret bagt fetaost med krydderier og grøntsager. Hovedretten var ”Blackfish” (det må Tim vide hvad er), det smagte bare dejligt. Dessert var kaffe og Metaxa. Regningen var på 98,50 euro, så det er sidste gang jeg inviterer på middag.

Tilbage i Pinocchio ævlede Lars om at sejle tidligt, hvis vejret tillod det. Han fik carte blanche til at gøre, hvad der passede ham. Jeg trængte bare til lidt ro og hvile.

Kl. 06:30 her til morgen var der en rumsteren på dækket og en 4 cylindret Fordmotor snurrede lystigt. Lars havde lagt fra og sejlede ud. Det var hans beslutning, så jeg lukkede atter øjnene og sov troligt 3 timer mere.

Jeg er ikke opsat til så meget ”spræl”, så jeg sidder stille og roligt med en Kryds & Tværs, kaffe, Fernet Branca og smøger, men Lars har kommandoen.

Der er heller ikke noget at lave. Igen holdt vejrudsigten ikke. Der var lovet vind fra øst og regnbyger. Vi har ingen vind og solen skinner fra en høj klar himmel på det flade vand. Vejrudsigten stoler jeg ikke så meget på mere. Stik fingeret i vejret og kig ud af vinduet, det er mere relevant og tidsbestemt.

Jeg er ved at vaske lidt tøj og Lars har kommandoen i dag. Jeg må så stå for i nat, hvilket er helt fint. Nu satser vi på, at det gode vejr holder, så vi kan nå Korinth om et par dage.

26.4.09, kl. 09:12

Dagen i går og natten til i dag stod i rastløshedens tegn. ”Der er ikke noget at reparere”!

Natten igennem sejlede vi nord om Pellopones og syd om fastlandet. Bjergene på begge sider skaber en tunneleffekt, så vinden enten er østlig eller vestlig. Vi var heldige og sejlede for en dejlig vestenvind. Allerede kl. 07:30 kunne vi sejle ind i Korinthkanalen. Kejser Nero tvang 6000 jøder til at grave en kanal på stedet, men de nåede ikke engang klippen, før de stoppede. Først i 1893 startede et fransk firma på at grave en kanal. De opgav også, men grækerne tog over og gjorde kanalen færdig. Nu er der en 3 mil lang og 25 m. bred kanal, der på sit højeste rager 76 m. op over vandet. Klipperne er limsten, og det er unægtelig et flot syn (mange billeder blev knipset).

Vejret er godt og vejrudsigten (som vi alligevel ikke stoler på) lover for os godt vejr de næste par døgn. Vi er derfor blevet enige om at gøre vores moderne oddyssé færdig, og sejler til Tyrkiet. Det er 2 døgn mere gennem Kykladerne,  rundt om Rhodos og vi er der. Hvor svært kan det være?

Kl. 23:25

Sidst på eftermiddagen friskede det op fra øst. Surt show. Lars havde været rastløs hele dagen og kunne ikke finde hverken ro eller hvile, så nu kunne det fandeme også være lige meget, så kan vi lige så godt vende om og sejle til Poros! Jeg prøvede at glatte lidt ud og se på det positive. Vi var kun 200 sømil fra målet, så vi burde ikke opgive nu. Lagde vi op i Poros skulle han ned en gang mere for at flytte båden, mens han i Marmaris kan ligge permanent uden problemer. OK – vi fortsatte for at se tiden an. Søen rejste sig efterhånden, så det var ikke så behageligt. Vi har nu fundet læ i en bugt på øen Kithnos i Ægæerhavet. Vi har 40 meter ankerkæde ude, så det bliver noget af et slæb i morgen, når det hele skal hales hjem med håndkraft.

27.4.09, kl. 10:54

Det har været en rolig nat her i bugten. Vinden piber godt nok om ørene på os, men vandet er fladt. Vi er afventende, for vi kan stadig se hvide bølgetoppe uden for bugten.

Jeg har fået fjernet vand under dørken på toilettet og i motorrummet. Lars er ved at rumstere med relæet til ankerspillet. Måske kan han få spillet til at virke bare den ene vej. Jow – han kommer just ned nu og fortæller, at man ved at kortslutte med en skruetrækker kan få spillet til at trække kæde og anker op. Så sparede vi den ryg og de ribben (det må jo så hedde: ”Spareribs”!

Kl. 14:35

Vi ligger her stadig. Godt nok skinner solen, men det blæser 11½ Pelikan fra øst. Vi skal mod øst, og i denne vind er det nyttesløst. De forskellige vejrmeldinger, vi har kunnet få, er ikke enige om dagens og nattens vejr. Så vi har nu slået os til tåls med hver vores bog, mens vi venter. Pokkers også – så tæt på og alligevel så langt fra.

Kl. 16:50

Vi bliver natten over. Det blæser stadig for meget, og endnu en båd har søgt ly her i bugten. Jeg havde ellers lige lavet aftensmad, så vi ikke skulle stå med det ude i bølgerne. Det er godt nok, så kan vi bare tage for os, når vi er sultne. Provianten er nu også ved at være spist op. Vi får ingen grund til at smide en masse dejlig mad væk i Marmaris. Men det værste er, at Fernet Brancaen er væk, Whiskyen er væk, der en sjat Metaxa og en sjat Ouzu tilbage og 4 øl. ”Vi kan ikke bleve ved med at ligge for anker her”!

Skulle vi være heldige og vinden flover i løbet af natten, sejler vi til Naxos. Så er vi 50 sømil nærmere, og vi kan proviantere det mest livsnødvendige.

Kl. 04:15

Mens vi spiste flovede vinden en del. Vi kikkede lige på hinanden, og blev enige om, at hvis det var et varigt skifte, så tog vi ankeret (man bliver helt J.O. Kragh´sk af de skiftende beslutninger). Vi troede nu ikke rigtigt på noget. I Det Ægæiske hav hersker der meget skiftende vindforhold. Vinden skal sno sig mellem øerne og bliver afbøjet, så man sjældent har en stabil vind.

Kl. 18:30 tog Lars en stor beskidt skruetrækker, kortsluttede ankerspillet og fik ankeret op uden mas og besvær.

Ude af bugten havde vi en bittevind, så vi kunne holde kysten oppe til vi rundede øens sydspids. Herfra var det stik øst 90 grader det næste 1½ døgn. Jeg tog ”hundevagten”, for Lars sover bedst om natten. Vinden var rimelig i ØNØ, men den ”rummede” og skraldede en del, så jeg ofte måtte justere på kursen eller sejl.

”Vinden skraller”, betyder at den bliver mere spids, flytter sig mod sejlretningen frem mod stævnen.

”Vinden rummer”, betyder at den bliver mere rummelig, flytter sig mod agten af sejlretningen.

Kl. 4 havde jeg passeret Naxos (uden at proviantere), så jeg kunne falde 10 grader og få en mere ”rummelig” vind. Lars tog over, og jeg gik ned, for at få varmen. Nætterne er utroligt kolde.

28.4.09, kl. 09:44

Lars vækkede mig af en dyb søvn. Hvorfor sover man altid bedst, når vækkeuret ringer?

Vi skulle have storsejlet op, og det kan man ikke klare alene. Her skulle jeg styre og arbejde uden morgenkaffe og smøg. Han er sgú en hård ”Herrn Kaløjn”! Op med sejlet og ned til kaffen.

Solen skinner og vinden arter sig. Det kan gå hen og blive en flot dag. Det må det gerne, for om alt går vel, er dette sidste hele dag på havet. Om 10 timer burde vi kunne se Tyrkiet, og onsdag morgen burde vi fortøjre i Marmaris.

Kl. 14:10

Det er dog utroligt. Nu er her ingen vind, og søen er kun dovne dønninger fra de sidste dages blæsevejr. Solen prøver at få magt, men det nytter ikke noget. Vandet er for koldt, så en slørende dis har lagt sig over alt, og her er stadig koldt.

Jeg havde sådan glædet mig til Grækenland, men deres territorialfarvande har da været den rene transitsejlads. Vi har kun været i land på den vestlige ø Zakinthos, men det var defekt ror og vejret, der tvang os. Nå jow – Lars var lige 10 min. i land ved Korinth Kanalen, for at betale gennemsejlingen. Der skal ske ulykker (det må der ikke 7-9-13), om vi skulle have fast grund under fødderne før Marmaris.

Storsejlet hænger slapt klagende over mit hoved, som om det signalerer: ”Når jeg endelig er oppe, så får jeg ikke lov at lave noget”! Jeg kan følge dets mismod, for Pinocchio sejler godt i hård vind uden storsejl, og da det er et mas, at sætte det, er det sjældent oppe. Men det er nu rart det er der.

Nu er havet azurblåt igen. Kigger man lodret ned over rælingen, er det meget tydeligt. Længere ude bliver det farveløst gråt af disen.

29.4.09, kl. 12:10

De sidste 24 timer har været meget skiftende vejrmæssigt. Vi burde have været i Marmaris nu, men hver gang vi har lagt en ny strategi mod vejret, har det ½ timer senere ændret mening, og det absolut ikke til vores fordel. Vi har derfor gjort adskillige omveje og kun avanceret lidt. Nu er vi holdt op med at snakke om vejret, og gøre noget ved det, det kan vi jo ikke. 25 sømil resterer, men det snakker vi heller ikke om (kan vi gøre noget ved det?).

Kl. 23:58

Vi måtte tage en tur nord om øen Simi, selv om vi skulle have været syd om den. Vi havde nu lagt en fuld og fast strategi for den videre fremfærd. Nu skulle vi snyde vejret. Vinden bøjer af for øerne, og vi får den altid forfra, mens andre får den bagfra. Vi kom rundt og skulle nu 8 sømil sydpå. Vi havde lige haft 8 sømil nordover i modvind, så mon ikke 180 grader kunne give medvind? Nej – det kunne det ikke! Dog var vi klemt så meget inde mellem øerne, at søen var rimelig flad, så vi ikke skulle banke op mod dem. Efter de 8 mil runder vi et hjørne og kan falde af til ½vind. Lars er nu så tryg ved min håndtering af båden, at han kan slappe af. Des foruden er 4 timer til Marmaris uden synlige forhindringer en væsentlig faktor for hans faldende blodtryk, så han går under dæk og slapper rastløst af.

Jeg kender ikke en skid til sejlads mellem klipper, andet end det jeg har lært på denne tur, så jeg er spændt i hele kroppen. Det lykkedes dog at komme helskindet ind i passagerne og ende i bugten ved Marmaris. Nu skulle vi i havn.

Som de fleste andre steder i Middelhavets Marinaer, bliver man modtaget af en lille mand i en alt for stor gummibåd med en meget stor motor. Det er flinke folk, der gelejder en på plads og hjælper med fortøjning. Det er faktisk skide rart, men koster også derefter.

Kl. 18:10 lå vi fortøjet yderst i havnen, fordi vi har bedt om at komme på land i morgen. Men Lars skal først op og forhandle tingen på plads i morgen formiddag. Men der er et stykke vej ind til faciliteterne på land. Folk har cykler, de drøner rundt på til stor fare for gående. Man må sgú da ikke cykle på en bådebro – og så uden lys på!

Efter Internet og bad spiste vi på restaurant. Derefter gik Lars ”kold” og forsvandt i dynerne i Pinocchio. Jeg sad et time længere og funderede. Det hjalp ikke.

Jeg er træt og ligger nu i min køje, men kan ikke sove. Lars er vant til lange ture (men ikke helt hvad vores blev til), så han kan nemt slå brikkerne i pudevårene.

Jeg har haft en fantastisk oplevelse, så intens på alle måder, og den sluttede for 6 timer siden. Om jeg er blevet ”dannet”, ved jeg ikke. Men jeg har fået en masse indtryk, udfordringer og oplevelser, der har ”dannet” mig til en anden person end før den 4.4.2009. Kaldes det ”udvikling”, ”modning” eller ”dannelse”? Jeg kan godt se, at ”sjæferne” var nødt til at skrive dannelsesrejse i mine orlovspapirer. Havde de skrevet ”udviklingsrejse”, så havde jeg fået afslag, fordi det ville koste kommunen kassen, da burekraterne ville have læst det som ”udvekslingsrejse” med Tyrkiet. Det kunne da ellers have givet Hornbæk lidt ekstra arbejde i tavshed J

Nu sover jeg!

30.04.09, kl. ca.

Vi skulle lave en masse, men nåede ikke en disse.

Vi tog en bus ind til byen for, at gå på marked. Det et skide smart bussystem. Små busser kører hver ½ time til et bestemt sted. Farverne på bussen indikerer, hvor den kører hen. Ikke noget med tal her, farver er nemmere at forstå.

Det kan jeg godt advare i mod. Gå ikke på Tyrkisk marked med penge på lommen. Det koster kassen. Lars er virkelig hardcore i den boldgade. Han starter 1/3 af den pris sælgeren forlanger. Og kan han ikke komme under ½ af den forlanget pris – går han. Han fik da også forhandlet så gode priser, at vi købte mere end (måske) nødvendigt.

Men vi skulle jo først indklarere officielt i Tyrkiet, og det er et EU-kontor værdigt. I et kontor skulle vi købe transitloggen. Derfra skulle vi et andet sted hen i byen for, at få stempler og underskrifter. I alt skulle vi omkring 4 forskellige kontorer langt fra hinanden, før vi var indklareret. Jeg kan bedre forstå, hvorfor de vil med i EU. De har allerede systemet klart.

Tilbage i havne fik vi sorteret vores ”markedting” i de rette bunker. Derefter endte vi nok engang på restaurenten til sen aftensmad.

01.05.09, kl. 18:07 (Tyrkisk tid)

Tja – noget skal man fordrive tiden med, når man skal sidde 7 timer i en lille bus fra Marmaris til Antalya på ujævne tyrkiske bjergveje. Vi skal være i lufthavnen kl. 5, så vi får lige 5 timers ventetid at slå ihjel der.

Det er utroligt smukt, med bjerge og dale. Dalene er totalt flade som hævet havbund. Det er lidt spændende, for hvordan er de dannet? Der var lige lidt lektier.

Formiddagen forløb hurtigt. Vi havde en frygtelig masse ting, der skulle ordnes. For det første kan Pinocchio ikke komme på land før på søndag. Det var en bet. Men Lars har boet her i 2 vintre, og netværket var heldigvis intakt. Et par af hans venner sejler båden over til kranen, og sørger for det sidste.

Genuaen havde vi fået ned i går uden problemer. Men storsejlet ville ikke af. En ukorrent skrue havde sat sig. Jeg gav den et sprøjt WD40 og gik til køjs for sidste gang.

I formiddags brugte jeg alt for meget tid på den dumme skrue. Lars nåede i mellemtiden at få lukket luft ud af gummibåden og få den stuvet af vejen. 5X20 liters dunke var blevet solgt over VHF ch.69 og afhentet. Endelig fik jeg den satan ud, uden at ødelægge noget. Ned kom storsejlet. Nu er det ikke et sejl til en optimistjolle, så det tog lidt tid og genvordigheder, før det kunne bæres ned i kahytten.

Vi fik klaret det sidste på båden, så den var klar til optagning.

Nu skulle jeg pakke. Jeg var slet ikke begyndt, for jeg havde det som katten om den varme grød. Havde jeg først pakket – så var det definitivt slut. OK – det skulle gøres, så jeg gennemstøvede alle mulige gemmesteder for at finde rester efter mig. For satan og h…. det var hårdt. I nat sad jeg i cockpittets fjerneste hjørne og tudbrølede (hvis der er nogen der griner, er det ikke pinligt). For mig er det svært at sige farvel til en god båd, der har holdt mig ud og været mit hjem i 4 uger, så jeg var rimelig depri.

02.05.09, kl. 08:05 (dansk tid)

Ham der Gud, han er ikke særlig moderne. Der er ikke noget trådløst Internet i 10.000 meters højde. Han skulle tage og være lidt med på noderne. Det vil sikkert også skaffe ham flere fans.

Busturen var lang. ½ vejs havde vi 15 min. stop, og vi sludrede lidt med chaufføren. Han tilbød os, at køre os til lufthavnen efter endestationen for 50 lire. Det var billigt, så vi takkede ja. Jeg faldt i søvn og blev vækket ved 24 tiden. Chaufføren var blevet kaldt på ekstra arbejde, så han måtte sætte os af og kunne ikke køre os til lufthavnen. Men han havde skaffet en Taxi til os, som han betalte. Det var fint – vi var også i lufthavnen kl. 00:30 (tyrkisk tid). Check in startede kl. 05:15 og afgang kl. 07:15, så vi fandt et par bænke og kastede os til et par timers søvn.

Alt gik smertefrit, og vi er nu ½ vejen til DK. Vi skulle lande i CPH kl. 10:15 (dansk tid), og så skal der fandeme smøges ”Silde Ole”!

Kl. 12:30

Lars´ søn Casper hentede os i Lars´ firma-Merzedes og kørte os ind til København. Jeg blev sat af på Hovedbanegården. Efter en bevægende afsked stressede Lars videre. Jeg fatter ikke hvor han henter al den energi. Jeg var ”bombet” og ville nå et tog til Haslev kl. 11:03. Jeg havde 2 min. og billetautomaten virkede ikke, og der var kø ved den anden, så jeg nåede ikke det tog. Men ned på perronen skulle jeg, for DER må man stadig ryge. Toget skulle afgå fra spor 8 kl. 13:03, så jeg havde tid nok. Ved spor 7 står en dame og mand og skamkysser et vindue til et IC-3 tog. Jeg genkendte jakken og nakken på manden, så jeg listede hen og slikkede ham i nakken. Jeg var tæt på en omvendt lige højre, men manden frøs i bevægelsen, da han så hvor slikkeriet kom fra. Det var Hanne og Sekker der vinkede farvel til Hannes barnebarn. Det var noget af en happening. Jeg havde overnattet og sovet hos dem fredagen før jeg skulle til Kastrup klokken lort lørdag morgen. Sekker har hjemmefra været med på hele turen. Han har opdateret hjemmesiden med Lars´ positionsangivelser sendt over kortbølgeradioen og sendt vejrudsigter til os. Det er meget underligt, at man lige skulle rende ind i dem på det tidspunkt. Verden er forunderlig!

Vi fik lige en times snak uden for banegården (her må man stadig ryge), inden jeg hoppede på toget til Haslev.